Politikerne i Albertslund Kommune godkendte torsdag d. 24. juni Coops visioner og overordnede plan for Coop Byen. Kommunalbestyrelsen besluttede også at igangsætte lokalplanen for Coop Byens første fase.

Planerne om at bygge Coop Byen rundt om Servicekontoret er nu kommet et skridt videre. Torsdag aften godkendte kommunalbestyrelsen i Albertslund Coops visioner og rammer for byggeriet af Coop Byen, der forventes at omdanne store dele af Coops arealer omkring R65 til en ny bæredygtig bydel over de næste ca. 10 år.

Med den nye bydel vil Coop omsætte værdierne om fællesskab, ansvarlighed og bæredygtighed til boliger og boformer. Visionen er at bygge en grøn og bæredygtig bydel, der er defineret og kendetegnet af de fem værdier: Fællesskab, Mangfoldighed, Sundhed, Bæredygtighed og Coop-identiteten. Det vil sige, at boligerne fx skal være Svanemærkede, der skal være nyttehaver, ladestationer til elbiler, deleordninger og genbrugsstationer. Der skal også være et tydeligt aftryk af Coop gennem bl.a. profilbutikker og pop-ups fra Coop-familien, forsøg med nye butikstyper, en flagskibsbutik og inventar fra FDB-møbler i uderum og fælleshuse.

Arbejdet med første fase går videre
Første fase af byggeriet begynder vest for kontorbygningen på Roskildevej 65 på det areal, der i dag rummer parkeringspladsen for alle ansatte på R65. Her skal opføres 380 lejligheder og rækkehuse samt et fælleshus, grønne og fælles udeområder, daginstitution og et stort parkeringshus. På kommunalbestyrelsens møde blev det også besluttet at sætte gang i lokalplanen for første fase. Det er den plan, der skal vise hvor og hvordan bygninger, veje og friarealer skal placeres, og hvordan de enkelte huse og bygninger skal se ud i forhold til materialer og farver.

Første fase af byggeriet er p.t. planlagt til at gennemføres fra sommeren 2022 til 2024. Forslag til lokalplanen forventes at være til godkendelse i kommunalbestyrelsen senere i år.