Logo

Spørgsmål & Svar om Coop Byen

Her kan du læse svarene på de oftest stillede spørgsmål om Coop Byen. Har du et spørgsmål, du ikke kan finde svar på, er du velkommen til at sende en mail til coopbyen@coop.dk.

Hvornår kan man flytte ind?
Vi forventer, at de første beboere kan flytte ind i den første del af Coop Byen i 2026.

Hvordan bliver man skrevet op til en bolig?
Når opskrivningen til den første del af Coop Byen begynder, vil man blive orienteret via vores nyhedsbrev og her på siden.

Hvor mange boliger bygger I?  
I alt planlægger vi at bygge knap 1.800 lejligheder og rækkehuse på et areal, der er 250.000 m2 i alt – det svarer til 35 fodboldbaner. I første del af af Coop Byen bygger vi 350 lejligheder og rækkehuse rundt om Coops bygninger på Roskildevej 65, Albertslund.

Hvilke typer boliger bygger I?  
Vi bygger både lejligheder og rækkehuse. I de første boliger, vi bygger, varierer størrelsen på to til fem værelser fordelt på 60-130 m².

Vi forventer at bygge lejeboliger i første del af Coop Byen. Hvordan fordelingen præcist bliver mellem leje-, eje- og andelsboliger i hele Coop Byen er endnu ikke fastlagt.

Hvad koster det?
Vi regner med, at priserne vil være på niveau med øvrige nybyggede boliger på Vestegnen.

Hvor mange kan bo i Coop Byen?
Vi forventer, at der vil bo omkring 4.500 mennesker, når hele Coop Byen er færdig. I den første del af Coop Byen, som vi bygger ved Roskildevej 65, forventer vi, at der kommer til at bo cirka 750 – 950 personer.

Bliver Coop Byen kun for medlemmer af Coop?
Nej, Coop Byen skal være for alle. Men vi vil selvfølgelig orientere vores medlemmer – både Coops og PensionDanmarks - så de kender til muligheden.

Hvem kan bo i Coop Byen?
Coop Byen skal være for alle - lige fra den unge, nystartede familie til det ældre ægtepar, der flytter fra villaen.

Hvad skal der ellers være i Coop Byen?
Coops hovedsæde med kontorer bliver liggende på grunden og vil være en del af Coop Byen. I første omgang bygger vi også et fælleshus, hvor der bl.a. vil være en multisal og en daginstitution. Vi bygger et p-hus til beboere og medarbejdere, et åbent cykelværksted og etablerer en bypark. I projektets senere faser vil vi desuden etablere flere forskellige Coop-butikker bl.a. en stor SuperBrugsen og spisesteder.

Må man holde kæledyr?
Ja, i nogle af boligerne vil det være tilladt at holde mindre kæledyr.

Hvordan skal Coop Byen være bæredygtig?
Vi stræber efter en certificering indenfor bæredygtigt byggeri, der hedder DGNB Guld. Det betyder, at vi opfylder en lang række kriterier for genanvendelse af materiale, biodiversitet m.m. og bygger til at understøtte en bæredygtig livsstil, der gør det lettere at sortere affald, undgå madspild og bruge grøn energi og dermed udlede mindre CO2. Læs mere om bæredygtighed her.